Når kroppen fortæller sin historie

Vi mennesker bærer ikke kun vores livserfaringer i tankerne – vi bærer dem også i kroppen.

Kroppen er genvejen til nærvær og kontakt med det, der er lige nu. Den reagerer på det liv, vi lever, og fortæller os ofte noget, længe før vi selv kan sætte ord på det. Måske mærker du uro, spændinger, træthed, en knude i maven eller en følelse af at være på vagt uden helt at vide hvorfor.

I en kropsorienteret psykoterapi arbejder vi med både samtalen og kroppens signaler. Sammen undersøger vi det, der viser sig – med nysgerrighed, respekt og i et tempo, der føles trygt for dig

Behandlingsrum med briks til kropsorienteret psykoterapi

Hvad er kropsorienteret psykoterapi?

Kropsorienteret psykoterapi bygger på en forståelse af, at krop, følelser og tanker hænger uløseligt sammen.

Når vi oplever belastninger, svigt eller traumatiske hændelser, påvirker det ikke kun vores tanker. Oplevelserne kan også sætte spor i kroppen, nervesystemet og i de mønstre, vi kommer til at gentage – ofte uden helt at forstå hvorfor.

Derfor handler terapi ikke kun om at forstå vores historie med hovedet. Den handler også om at skabe kontakt til kroppen, så der bliver mulighed for at mærke, regulere og gradvist skabe nye erfaringer.

Hvorfor inddrage kroppen?

Kroppen reagerer hele tiden på det liv, vi lever.

Når vi gennem længere tid har været under pres, oplevet utryghed eller været nødt til at beskytte os selv, kan nervesystemet blive ved med at reagere, som om faren stadig er til stede. Det kan vise sig som stress, angst, uro, følelsesmæssig overvældelse eller en oplevelse af at være lukket af.

Forandring sker sjældent ved alene at forstå, hvorfor vi har det, som vi har det. Kroppen har brug for tryghed, kontakt og nænsomhed for gradvist at kunne bevæge sig ud af gamle forsvarsmønstre og finde en ny oplevelse af ro og balance.

Samtalen er en vigtig del af terapien, men vi lytter også til det, kroppen fortæller.

Undervejs kan jeg invitere dig til at lægge mærke til dit åndedræt, spændinger, kropslige fornemmelser eller de impulser, der opstår i nuet. Det er ikke øvelser, du skal præstere. Det er en måde at skabe en dybere kontakt til dig selv på.

Vi arbejder altid i et tempo, hvor du kan være med. Tryghed og den terapeutiske relation er fundamentet for hele processen.

Hvordan foregår terapien?

Mit arbejde forener viden om traumer, kroppen og det autonome nervesystem med en relationel og kropsorienteret terapeutisk tilgang.

Jeg tror på, at varig forandring opstår, når vi møder os selv med nysgerrighed frem for fordømmelse, og når både kroppen, følelserne og tankerne får plads i terapien.

Mit mål er ikke, at du skal "fikses", men at du får mulighed for at genfinde kontakten til dig selv, dine ressourcer og dine relationer.

Min tilgang

Hvem kan have glæde af kropsorienteret psykoterapi?

Kropsorienteret psykoterapi kan være hjælpsomt, hvis du oplever:

  • stress eller udbrændthed

  • angst eller vedvarende uro

  • lavt selvværd

  • følger efter svære eller traumatiske oplevelser

  • udfordringer i nære relationer

  • sorg eller livskriser

  • en følelse af at have mistet kontakten til dig selv

Du behøver ikke have en bestemt diagnose eller vide præcis, hvad der er galt. Det vigtigste er, at du ønsker at forstå dig selv bedre og skabe mere ro, frihed og livskvalitet.